Kronikker

I de senere år har jeg deltaget i den offentlige debat om en række emner, som ligger mit hjerte nær. Her kan du læse de kronikker og debatindlæg, aviserne har været så venlige at bringe.

Velgørende ord om velgørenhed – Kristeligt Dagblad, den 21. december 2007

Af Stig Fog, selvstændig indsamlingskonsulent

Sagen om Jørgen Poulsens fratrædelsesaftale med Dansk Røde Kors har fået sindene i kog ved julefrokostbordene. Uanset om aftalen er rimelig eller ej illustrerer den, at de velgørende organisationer og deres ansatte løbende må slås med sejlivede myter om velgørenhedens væsen

Min borddame, der var både veluddannet og velinformeret, stillede det obligatoriske indledningsspørgsmål for at åbne konversationen til middagen. “Hvad arbejder du så med”? Jeg svarede i overensstemmelse med sandheden, at jeg på ottende år var indsamlingsleder i Folkekirkens Nødhjælp. “Nå, det lyder spændende”, sagde hun. “Men hvad lever du af”?

Bidragyderne og den danske befolkning har mange forventninger og forestillinger om det velgørende arbejde, der bygger på stereotype opfattelser af en velgørenhedskultur, der hører til i en anden tidsalder. For de enkelte organisationer kan det være vanskeligt offensivt at tage livtag med myterne, fordi de risikerer, at bidragyderne vender sig mod dem. Men sagen om Jørgen Poulsen illustrerer, at myterne og stereotyperne desværre lever i bedste velgående, og at nogen må gøre op med det hattedame-hysteri, der risikerer at ødelægge indsamlingsarbejdet på langt sigt til skade for de mennesker, organisationerne og deres bidragydere vil hjælpe.

Lad mig belyse det ved at kigge nærmere på to af de mest udbredte myter.

Myte nr. 1: Alle penge skal gå til formålet
Når Fru Hansen sender 100 kroner for at hjælpe i Afrika, har hun ofte en forventning om, at alle hendes 100 kroner går direkte og ubeskåret til formålet. Men det ville være en dårlig løsning for både Fru Hansen og hjælpearbejdet, hvis det var tilfældet. For ingen bidrag bør gå ubeskåret.

For det første fordi enhver ansvarlig indsamlingsorganisation bør bruge nogle af Fru Hansens penge til at få andre til også at bidrage. Kun pÃ¥ den mÃ¥de kan der samlet komme flere penge til hjælpearbejdet, og kun pÃ¥ den mÃ¥de kan organisationen sikre, at bidraget ikke kun bliver et plaster pÃ¥ sÃ¥ret, men en langsigtet hjælp.

For det andet bør Fru Hansen og alle andre bidragydere kræve, at organisationen har ansat kompetente og professionelle medarbejdere, der kan sikre, at bidragene bliver brugt på den mest effektive måde. De bør kræve, at hjælpearbejdet er baseret på kvalitet og indsigt og ikke er afhængigt af, at nogle barmhjertige mennesker kaster sig over en sag og måske i sidste ende gør mere skade end gavn. De forsvinder måske ligeså hurtigt som de kom, når pengekassen er tom.

For det tredje ønsker Fru Hansen jo – samtidigt med at alle hendes hundrede kroner skal gÃ¥ direkte til formÃ¥let – at der er nogle revisorer, der hele tiden kigger organisationen i kortene for at dokumentere, at pengene anvendes efter formÃ¥let. Hvem skal betale for det, hvis ikke Fru Hansen selv skal være med til det?

Det er let at have en lav administrationsprocent. Det kræver bare, at organisationen alene modtager pengene og derefter sender dem videre uden at gøre noget kvalificeret med dem. I bund og grund kan det derfor være et faresignal, hvis en organisation har en alt for lav administrationsprocent. Det giver begrundet tvivl om, hvorvidt organisationen har kvalitet i arbejdet og ved hvad, den gør.

Den svenske pendant til ISOBRO – Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation – lavede for nogle år siden en undersøgelse, hvor svenskerne blev spurgt, hvad de mente, de svenske indsamlingsorganisationer generelt anvendte på administration. Svenskerne svarede 50 %. Og de svarede 25 %, da de blev spurgt om, hvad det var rimeligt, at organisationerne brugte! Altså meget langt fra den virkelighed, som både danske og svenske indsamlingsorganisationer lever med, hvor administrationsomkostningerne normalt ligger på 8-15 %.

Men er administrationsprocenten så slet ikke så vigtig? Jo, naturligvis skal indsamlingsorganisationerne gøre alt, hvad de kan, for ikke at anvende de indsamlede midler forkert – og så meget som muligt skal anvendes til formålet. Men formålet skal sikres ved at anvende pengene professionelt, kontrolleret og effektivt. Ikke ved bevidstløst at styre mod en lav administrationsprocent. Det er hverken i givernes eller modtagernes interesse.

Administrationsprocenterne kan i øvrigt slet ikke sammenlignes. Skatteministeriet måtte således for nogle år siden opgive at gennemføre en lovregel om, hvor mange penge, der maksimalt kan anvendes til administration, fordi det helt afhænger af organisationens karakter. Nogle organisationer er alene indsamlingsorganisationer og sender pengene videre til andre. Andre organisationer har mange medarbejdere til at styre og lede projekterne og andre organisationer driver et arbejde, som nogle ville opfatte som ren administration, fordi arbejdet foregår bag en computerskærm og ikke i et direkte møde med levende mennesker.

Svaret mÃ¥ derfor være at sikre Ã¥benhed i arbejdsformer og regnskaber – og ikke fastholde bidragyderne i en rigid opfattelse af, at alle penge skal gÃ¥ ubeskÃ¥ret til formÃ¥let.

Myte nr. 2: Lav løn til de ansatte
Hvis Jørgen Poulsen havde været ansat i en privat virksomhed med 700 ansatte og en omsætning på op mod en milliard kroner havde ingen løftet et øjenbryn om hans løn eller hans fratrædelsesgodtgørelse – men fordi han var ansat i en velgørende organisation, blev det pludseligt interessant.

Men hvorfor skal mennesker, der arbejder for at hjælpe andre mennesker, lønnes dårligere? Hvorfor skal en læge, der arbejder for en nødhjælpsorganisation under usle vilkår i Afrika, lønnes væsentligt dårligere end lægen, der hver dag efter nogle timer på arbejde, kan køre hjem i firehjulstrækkeren til Charlottenlund?

Burde bidragyderne ikke i stedet kræve, at organisationerne ansatte de mest kompetente medarbejdere for at sikre, at deres bidrag blev anvendt bedst muligt? Burde organisationerne ikke betale medarbejderne en markedsbestemt løn for at tiltrække de bedst egnede og ikke i mange tilfælde betale en urealistisk lav løn? Eller er det en særlig kvalifikation, at man vil nøjes med mindre?

Hvert år spørger pressen til lønningerne blandt toplederne i danske hjælpeorganisationer. Hvorfor er det så interessant? Er det for at fodre myten om, at de ansatte bruger de indsamlede midler på sig selv? Det kan jo kun være interessant, fordi nogle synes, at de får for meget. Desværre synes for få, at de får for lidt.

Janteloven trives tilsyneladende i bedste velgående, og pressen sørger løbende for at minde danskerne om, at ansatte i organisationerne også tillader sig at få løn for arbejdet.

Det ville være befriende og befordrende for kvaliteten i arbejdet, hvis flere af de frivillige bestyrelser og befolkningen fik øjnene op for, at organisationerne ikke alene kan leve af frivillig arbejdskraft og med de normer, der følger af det.

De frivillige udgør mange steder stadig rygraden i arbejdet, men det nytter ikke at betragte ansatte i organisationerne som forvoksede frivillige, der skal betales med gode gerninger og et klap på skulderen.

Man bliver naturligvis ikke mere kompetent og professionel i en dansk velgørende organisation, fordi man går i høje hæle eller med slips, ligesom man ikke bliver et bedre bestyrelsesmedlem i en kirkelig organisation, fordi man er præst. Derimod er evnen og viljen til at forstå og samarbejde med de uundværlige frivillige medarbejdere en ægte og stærkt efterspurgt kvalifikation, som burde prissættes noget højere.

Myten om, at de ansatte i indsamlingsorganisationerne skal have en lav løn, er skadelig for hjælpearbejdet og kan potentielt forringe arbejdets kvalitet.

Giv de ansatte, det de er værd – og ikke en krone mere. Men lad være med at bære ved til myten om, at man skal have mindre, fordi man tillader sig at hjælpe andre.

Det er grundlæggende svært at forstå, hvorfor ansatte i det velgørende arbejde skal dukke nakken, når talen falder på deres løn og deres forvaltning af de indsamlede midler. Det er helt uden omkostninger at mistænke danske indsamlingsorganisationer for at anvende givernes penge forkert. Men myterne truer med at underminere grundlaget for at endnu flere tager ansvar for næsten. Det er til gengæld ikke gratis. Det går ud over hjælpen til de svageste.

Klam klud til Frivillig-Danmark – Kristeligt Dagblad, den 20. november 2006

Af Stig Fog, selvstændig konsulent. Tidligere formand for ISOBRO

Det, der på forhånd kunne ligne en god sag for regeringen – nemlig at fjerne den urimelige velgørenhedsskat, er nu endt som et absurd teater og talmagi. De danske velgørende organisationer må fortsat betale over 200 millioner kroner om året direkte til statskassen af de indsamlede midler. For en regering, der hylder det frivillige arbejde i festtalerne, er det en skamplet at smide en våd klud i hovedet på Frivillig-Danmark.

Der blev ingen momskompensation for de frivillige organisationer i årets finanslov. Frelsens Hær skal stadig betale velgørenhedsskat til statskassen, hver gang de serverer en kop kaffe for en hjemløs. Hvis Dansk Supermarked gør det samme kan de trække momsen fra. Kræftens Bekæmpelse skal betale 25 % ekstra i forhold til et privathospital, hvis de køber en strålekanon. Hvem kan forstå og forsvare det princip? Det kan regeringspartierne og deres støtteparti tilsyneladende?

Det, der på papiret ligner en momskompensation er i stedet blevet til rystende og tilfældig forskelsbehandling af de velgørende organisationer. I stedet for at give en generel momskompensation af købsmomsen af udgifter afholdt af indsamlede midler, så er det nu kun differencen fra momsbeløbet anvendt i 2004, der kan give en momskompensation. Hvem der får del i den er yderst tilfældigt. For tiden arbejder jeg for en mindre kirkelig organisation, der foretog en stor renovering af deres kælder i 2004 – en stor investering, der nu får den konsekvens at de næppe nogensinde vil kunne kvalificere sig til at få kompenseret en eneste krone fremover. Er det rimeligt? Og hvad med nystiftede foreninger, der af gode grunde ingen momsudgifter havde i 2004. Skal de så fremover have 100 % kompensation?

Momskompensation er der derfor på ingen måde reelt tale om. Men det er desværre ikke det værste. Selve finanslovsaftalen er bedste fald ren talmagi. Tilsyneladende er det en fordel for organisationerne, at gavefradraget fordobles fra de nuværende 6.600,- kroner. Men hvem er det, der skal betale de penge? Tal fra Skat dokumenterer at kun ca. 100.000 danskere på nuværende tidspunkt anvender fradragsretten. Skal det nye gavefradrag føre til forøgede indtægter for de frivillige organisationer, kræver det at de samme mennesker nu skal betale endnu mere end de gør i forvejen. For fradragsreglen får næppe nogle nye bidragydere til at anvende reglen, hvis den tidligere regel ikke har været motiverende nok. Så indtægtsforøgelsen skal altså komme fra dem, der i forvejen bidrager med meget. Hvor er det logiske i det?

Så ville det være mere relevant at fjerne bundgrænsen på 500,- kroner, så flere danskere blev motiveret til at støtte de velgørende organisationer. Men det er der jo næppe tale om.

Løftet i gavefradraget kan også få den for organisationerne absurde konsekvens, at der ikke længere er noget incitament til at lave de såkaldte gavebreve, hvor bidragyderen forpligter sig på et beløb for en periode på 10 år. Det har ellers den fremragende egenskab, at så ved organisationen, at pengene kommer over en lang periode. Men nu udhules den fordel. For bidragyderen har nu langt større uafhængighed ved kunne få det samme fradrag uden at indgå i en bindende aftale. På nær de første 500 kroner.

Men det værste i finanslovsaftalen er det dog det voldsomme og kostbare bureaukrati, som aftalen medfører. For af bagvejen har forligspartnerne listet et krav ind om, at ”foreningerne skal indberette størrelse af gavebidraget pr. donor”. Det betyder reelt, at hvis Fru Jensen fremover skal gøre sig håb om at kunne fradrage en eneste krone, så skal hun aflevere sit CPR-nummer til alle de organisationer hun støtter – og organisationerne skal indberette det hele til staten. En kostbar, bureaukratisk og helt unødvendig procedure, som organisationerne selv skal betale. Man fornemmer, at de velgørende organisationer reelt set skal afholde statens udgifter til afskaffe selvangivelsen, som vi kender den i dag.

Det er en ommer!

Adopter Ghana – Berlingske Tidende den 18. september 2005
Regeringens nedskæring på oplysningsmidlerne er blevet udråbt som en katastrofe for opbakningen til u-landsbistanden, men problemet stikker langt dybere. Der skal tænkes nyt for at genskabe tilliden og opbakningen til bistanden. To udviklingsdebattører giver deres bud.

Af Rasmus Hylleberg og Stig Fog

Listen over menneskeskabte katastrofer i Afrika er alenlang. EU’s toldmure forhindrer fattige bønder i at afsætte deres billige produkter på de europæiske markeder. Korrupte regeringer udbytter deres egne analfabeter og sætter fyrstelige summer ind på deres spækkede og hemmelige konti i Liechtenstein og Schweiz. 20 børn under fem år dør hvert minut af sult, fordi vores rige del af verden ikke vil dele vores enorme overskud, med dem, der intet har.

Alt det véd veloplyste danskere ganske udmærket, men de fleste lukker øjnene og lader de frivillige organisationer og staten tage sig af hjælpearbejdet. Vi kan alligevel ikke gøre en forskel, tænker de velsagtens – og ser man på, hvordan resultaterne af bistanden de seneste mange år er blevet præsenteret, fristes man til at give dem ret. De fleste afrikanske regeringer bekymrer sig tilsyneladende endnu mindre om at bekæmpe aids, analfabetisme og sult end fru Jensen gør. Resultatet er, at u-landsbistanden langsomt er blevet en af de mest ufolkelige foreteelser for 11 milliarder kroner, finansloven endnu har set. At regeringen på den baggrund har valgt at barbere u-landsoplysningen ned til sokkeholderne er uforståeligt og dumt, men problemet stikker langt dybere. Et paradoks ved globaliseringen er, at vi har forøget vores viden om omverdenen dramatisk, samtidig med at evnen og viljen til at identificere os med modtagerne og troen på, at vi kan gøre en forskel, er reduceret voldsomt.

Måske fordi u-landsbistanden er blevet en profession for akademikere. Ikke en folkelig bevægelse baseret på et krav fra folket om at gøre oprør mod verdens ulighed og undertrykkelse. U-landsbistanden er blevet et økonomisk slaraffenland for statsfinansierede konsulenter og slipseklædte embedsmænd, der opererer i hvidkalkede regeringskontorer under sydens sol. Her trives og spredes en sygdom, der truer med at kvæle ethvert tilløb til udvikling og udryddelse af fattigdom. Sygdommens navn er donorbureaukrati.

Velviljen er tilsyneladende stor i de rige vestlige lande. Hvert land har sine samarbejdspartnere, og skatteyderne hjemme forlanger naturligvis bevis for, at netop deres kroner, euro eller dollars ikke er blevet spist op af administration og det, der er værre. Flyselskaber fragter embedsværkets jetset ind og ud af verdens fattigste lande for at stille spørgsmål, forlange svar, fremgang og gennemsigtighed, mens det alt sammen noteres ned i tonsvis af forudsigelige evalueringsrapporter.

Ifølge en Verdensbank-opgørelse skulle et af verdens fattigste lande, Tanzania, skrive ikke mindre end 10.000 rapporter til hærskaren af donorer, samtidig med at landet skulle modtage og forberede omkring 1000 besøgende “aid missions”. På blot ét år! Med en af verdens dårligste statsadministrationer, dårlig logistik, lavt uddannelsesniveau og mennesker, der få kilometer fra regeringskontorerne, dør af sult, virker det som en ekstrem dårlig udnyttelse af de ressourcer, som de rige lande har besluttet at stille til rådighed. Det må vi kunne gøre bedre.

Efter 50 år med dansk u-landsbistand må vi gøre radikalt op med tænkningen om bistanden. Vi må sikre, at u-landsbistanden bliver det folkelige projekt, den folkelige bevægelse, som sagen fortjener og burde være i en globaliseringstid, hvor vi enten kan vælge ”at leve sammen som brødre – eller gå til grunde som tåber”, som en tidligere amerikansk præsident har udtrykt det. Der er behov for både at styrke anvendelsen af bistandskronerne og den folkelige forankring. Og forslaget til, hvordan det kan gøres, kom for nylig fra en overraskende kant, nemlig Dansk Folkeparti.

Folketingsmedlemmet Søren Espersen lancerede i løbet af sommeren den kætterske tanke, at dansk u-landsbistand kun burde gå til ét samarbejdsland i stedet for til 15 forskellige. Det er et godt og friskt forslag, selvom Espersens bagtanker er forkerte. Vi ønsker ikke som Espersen bistanden beskåret – den skal sættes op. Vi ønsker ikke som Espersen bidragene til den multilaterale bistand beskåret – det er vigtigt, at Danmark fortsat bakker op om FN og andre væsentlige aktørers indsats i fattigdomsbekæmpelsen. Dét vi derimod ønsker er, at genskabe tilliden til og udnyttelsen af bistanden ved at invitere det danske civilsamfund med til at bekæmpe vores generations største svøbe: Den mest ulige fordeling af rigdommene verden nogensinde har set. Og her kan Espersens forslag være et skridt i den rigtige retning.

Der vil være mange fordele, hvis EU-landene – eller endnu bedre: OECD-landene – kunne blive enige om at vælge ét venskabsland hver. For Danmarks vedkommende kunne vi passende ”adoptere” vores gamle koloni, Ghana. Mange danskere vil uden tvivl føle sig hjemme i hovedstaden Accra, hvor man kan besøge Christiansborg – hovedsædet for den ghanesiske regering.

For det første skal den almindelige dansker gøres til frontsoldat i kampen mod fattigdom. At fattigdom stinker er en personlig erfaring, som de færreste danskere har oplevet. Derfor er vores identifikation og medfølelse større med oversvømmelseofre i New Orleans og badegæster på Phuket end med fattige og sultne afrikanere. Væk derfor med konsulenter, fremmedgørende bistandsjargon og bunkerne af evalueringer. Ind med brandmænd, dommere, mekanikere, læger, journalister, politibetjente og pedeller. Det skal ikke være forbeholdt eksperter at blive sendt ud i verden, men gøres muligt for alle, der har lyst. Danskerne skal ikke udsendes som bedrevidende eksperter, men indgå på lige fod med ghaneserne på det ghanesiske arbejdsmarked. Hvis danskerne valfarter til Ghana, vil der være masser af muligheder for at knytte bånd til ghaneserne og blive klogere på afrikansk kultur og samfundsforhold samtidig med, at der er plads til at udfolde sig med andre danskere og dele fælles oplevelser, skuffelser og sejre. Det trygge og det fremmede kan gå hånd i hånd. En sådan oplevelse kan nok så mange oplysningsmillioner ikke konkurrere med! Hjælpearbejdet skal ind under huden.

Tænk hvad kommunalreformen i Danmark kunne bruges til. Ud med alle de gamle venskabsbyer – og ind med 100 nye i Ghana. Og sæt så 1 procent af kommunebudgettet af til at borgerne kan yde en personlig indsats sammen med de nye ghanesiske venner.

For det andet vil vandringen af dansk arbejdskraft sydpå uden tvivl forøge effekten af bistanden dramatisk og styrke kvaliteten i både den offentlige og private sektor. Der vil være flere til at kontrollere bistanden (dvs. mindre korruption). Forvaltningskulturen og ekspertisen i Ghanas sundhedsvæsen, brandvæsen, domstole mv. vil blive styrket. Og dialogen med såkaldt ”almindelige” ghanesere om demokrati og menneskerettigheder vil øge ghanesernes forståelse af deres rettigheder, og skabe forventninger til, hvad det konkret kan og bør betyde for den enkelte. Resultatet vil ikke blot blive et par vellykkede projekter hist og her, men en markant transformation af det ghanesiske samfund – på ghanesernes præmisser, men inspireret af det bedste fra dansk velfærdstænkning. Tilstedeværelsen af danskere vil være et godt rygstød og en støtte til de mange ghanesere, der ønsker at gøre op med korruption og politisk magtmisbrug.

For det tredje vil en sådan strategi som indikeret ovenfor give en massiv besparelse på administrationsprocenterne, og det vil give nyt liv til de mange bistandsentusiaster – herunder gode NGO’ere og Danida-ansatte – der gennem 1990erne er blevet trukket ned i det bureaukratiske kviksand. Det vil frigive mentale kræfter til at tænke kreativt om nye, bedre og mere folkelige bistandsformer.

Endelig er vi overbevist om, at initiativet vil styrke erhvervslivet og eksporten – både Danmarks og Ghanas. Selvom Danmark koncentrerer sin indsats, vil en tilsvarende stærkere europæisk tilstedeværelse i andre fattige lande øge mulighederne for at skabe bedre og mere stabile erhvervssamarbejder end i dag.

Dansk bistand har altid været forrest i kampen for de fattige. Dette er et radikalt forslag, som måske vil forfærde bistands-etablissementet – men virkeligheden kalder på dramatisk nytænkning. Uligheden stiger og den folkelige opbakning falder. Lad os ikke gå til grunde som tåber.

———————————————————

Lad den frivillige sommerlejr leve – Berlingske Tidende den 27. juni 2005

Af Stig Fog, Frivillig leder i FDF og tidligere generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd

Sommerlejren fylder 100 år i år og er en af de mest sejlivede traditioner i det frivilligeforeningsarbejde. I disse uger indtages lejrene af børn og unge sammen med tusinder af frivillige, ulønnede ledere, der bruger deres egen sommerferie på opgaven. Spørgsmålet er blot: hvor længe endnu?

Da FDFs stiftere Holger Tornøe og Ludvig Valentiner i sommeren 1905 slog dørene på Jomsborg ved Kulhuse op for en gruppe hvidblusede FDFere fra Frederiksberg, vidste de næppe, at de dermed begyndte en sommertradition uden sidestykke i dansk børne- og ungdomsliv. For seks kroner for 14 dage kunne drengene fra Frederiksberg deltage på den »landkoloni«, som dannede grundstammen for et tiltrængt pusterum i frihed og fællesskab langt væk fra hverdagens hårde slid i storbyens skygge.
Siden da har enhver frivillige forening for børn og unge med respekt for sig selv tilbudt sommerlejren som det årlige højdepunkt, hvor tradition og fornyelse går hånd i hånd med livsglæde og læring.

Forfatteren Rudolf Bruhn var en af de mange voksne ledere, der tog ansvaret for, at hundredtusinder af børn og unge i løbet af de sidste hundrede Ã¥r har kunnet fÃ¥ formet liv og sjæl pÃ¥ en sommerlejr. I romanen »I sommerlejr« fra 1917 satte han de ord pÃ¥, som mange voksne senere kunne nikke genkendende til, nÃ¥r de drømte sig tilbage til barndommens land: »Den, der ikke har været i sommerlejr, véd overhovedet ikke, hvad det er at leve«. PÃ¥ sommerlejren kunne fantasien, modet og kammeratskabet fÃ¥ frit spil – iscenesat af voksne, der var der, fordi de ikke kunne lade være.

Fra begyndelsen i 1905 bredte idéen med at tage pÃ¥ sommerlejr sig som en steppebrand over hele landet. PÃ¥ de dejligste steder – bygget lang tid før sommerhusenes indtog – stÃ¥r der rundt om i sommerlandet den ene pragtfulde lejr efter den anden, og i disse uger vil de atter blive indtaget af børn og unge, der kan se frem til oplevelser, udfordringer og fællesskab sammen med tusinder af frivillige, ulønnede ledere, der bruger deres egen sommerferie pÃ¥ opgaven. SpørgsmÃ¥let er blot: hvor længe endnu?

Frem til begyndelsen af 60erne havde det frivillige foreningsarbejde i udbredt grad monopol pÃ¥ en række fritidsaktiviteter, f.eks. friluftsliv og musik. Men i takt med velfærdsstatens udbygning opstod behovet for ordnede fritidsinteresser, hvor det offentlige stod som arrangør og økonomisk bagstopper. Der blev skabt fritidshjem, fritidsklubber og ungdomsskoler – og alle som en skulle ogsÃ¥ tilbyde en »koloni«. Samtidigt forstærkedes de offentlige tilskud til de kolonier, som f.eks. Københavns Lærerforening i mange Ã¥r havde udbudt. Foreningslivet var nu – pÃ¥ trods af begyndende offentlige tilskud – i direkte økonomisk konkurrence med de offentlige foranstaltede aktiviteter.

Det gik f.eks. hÃ¥rdt ud over FDFs musikarbejde. Frivillige, ulønnede dirigenter og instruktører i FDF-orkestrene kunne nu mod betaling gøre nøjagtigt det samme arbejde i den kommunale musikskole – endda uden at skulle arrangere loppemarkeder og stÃ¥ i tombola. Offentlige fritidshjem og ungdomsklubber tog friluftsliv og lejraktiviteter pÃ¥ programmet og fejede FDFs og spejdernes monopol af banen. Og omvendt kopierede foreningerne i stedet en række institutionslignende aktiviteter fra de offentlige. Peddigrør og knallertlære gjorde sit indtog, og forskellen mellem det offentlige og det private kunne udefra være svær at fÃ¥ øje pÃ¥, nÃ¥r man sÃ¥ bort fra uniformen, frivilligheden og prisen.

Men sommerlejren lever endnu på trods af, at ethvert skolebarn får utallige tilbud om aktivering og lejrophold i sommerferien. Der er koloni med fritidshjemmet, der er lejrophold med kommunen eller lærerforeningen, overnatning i skoven med klassen og endelig den obligatoriske charterrejse med far og mor sammen eller hver for sig. Senest har formiddagsavisen B.T. kastet sig ud på markedet og med hundredtusinder af markedsføringskroner i ryggen åbenbart fundet behov for at profilere avisen på den måde. Dog næppe for børnenes skyld?

Der er mange gode og velmenende tilbud til de skolesøgende børn, og konkurrencen om børnenes – og de voksnes – opmærksomhed og pengepung er hÃ¥rd. Men er den ogsÃ¥ rimelig? Og hvad mister samfundet, hvis det alene er de offentlige tilbud og de kommercielle interesser, der stÃ¥r tilbage, nÃ¥r det frivillige foreningsliv er udkonkurreret?

Over hele landet er eksemplerne de samme. Det offentlige tilskud pr. barn på Københavns Lærerforenings Kolonier er f.eks. på ca. 2.500 kroner. En frivillig forening i samme kommune kan højst forvente ca. en tiendedel i tilskud til en sommerlejr. Som frivillig leder kan man kun ryste på hovedet af denne absurde konkurrenceforvridning. Med den ene hånd støtter kommunerne de frivillige foreninger, og i skåltalerne fremhæver politikerne ofte værdien af det frivillige, idébestemte foreningsarbejde. Men med den anden hånd underminerer man foreningernes eksistensgrundlag ved at udkonkurrere dem økonomisk. Hvor er sammenhængen?

Forskellene er ellers til at få øje på. I FDF er alle frivillige, selv lederne betaler fuld pris for at deltage. Hos Lærerforeningen er alle lønnede. Prisen for at være med er den dobbelte hos FDF, det offentlige tilskud kun på 10 pct. af Lærerforeningens.

Det er glimrende, at alle børn og unge kan få et tilbud om at komme på sommerlejr eller koloni. Men de frivillige må sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden, når det går op for dem næste gang, der skal sælges lodsedler, hvordan de økonomisk bliver holdt for nar af det offentlige.

Helt absurd bliver det naturligvis, nÃ¥r Københavns Lærerforenings Kolonier hvert Ã¥r kan konstatere, at op mod 1.000 børn bliver afvist, fordi der ikke er plads, og kommunen ikke har rÃ¥d til at forhøje tilskuddet. De frivillige organisationer kunne uden problemer have taget dem alle med – til en betydeligt billigere pris. PÃ¥ den mÃ¥de kunne det ligefrem være billigere for kommunen og en betydelig hÃ¥ndsrækning til foreningslivet, der dermed kunne udstille en af de fineste varer pÃ¥ foreningshylden overfor børnene: Sommerlejren.

Hvor længe kan de frivillige foreninger mon motivere lærere, pædagoger og studerende til at yde en ulønnet, uegennyttig indsats, når de kan få betaling for det samme eller mindre arbejde hos de koloniudbydere, som kommunerne selv har valgt at entrere med? Hvorfor skal de frivillige foreninger stilles betydeligt ringere end de udbydere, der anvender lønnet arbejdskraft? Stil dog alle lige, så motivationen for at yde en frivillig indsats bevares.

Ovenstående eksempel er kun et af mange, hvor det frivillige foreningsliv direkte eller indirekte konkurrerer mod det offentlige system.

Foreninger, der på frivillig basis arbejder for demokrati, medindflydelse og medbestemmelse, modtager ingen særlige privilegier eller tak, når kommunerne skal fordele de offentlige kroner. Tværtimod spores en vis modvilje mod alt, der bærer præg af at være båret af holdninger og værdier.

Det har foreninger, der bygger pÃ¥ et religiøst eller politisk grundlag kunnet mærke i stigende grad gennem de sidste mange Ã¥r. Ã…benbart ønskes hellere neutrale aktiveringstilbud, hvor ingen bliver mødt med krav om at deltage aktivt selv. Aktiviteter og samværsformer, der ikke er bÃ¥ret af bestemte værdier, er jo netop – værdiløse. Det er det danske samfund næppe tjent med i længden.

Det er ingen hemmelighed, at medlemstallene hos en række af de frivillige foreninger har set bedre dage. Og Ã¥r for Ã¥r deltager stadigt færre i den Ã¥rlige sommerlejr. Forklaringer kan være mangfoldige i et moderne og komplekst samfund. Men uden tvivl er konkurrencen om børnenes og de unges opmærksomhed stigende. Hvis ikke samfundet er opmærksom pÃ¥ de værdier, som de frivilliges indsats skaber, vil det endnu hurtigere gÃ¥ den forkerte vej – og sÃ¥ vil sommerlejrene, som de frivillige foreningers fyrtÃ¥rne, ikke opleve 200 Ã¥rs dagen.

Hvor kan man møde en pladesmed, en arbejdsløs, en husmor, en studerende og en direktør frivilligt og ulønnet arbejde sammen mod et fælles mål? Det kan man i de frivillige børne- og ungdomsorganisationer. Og sommerlejren er årets højdepunkt. Her skabes liv og vækst både for den enkelte og for fællesskabet.

Lad den frivillige sommerlejr leve.

——————————————-
Organisationer i lommen p̴ skattefar РKronik i Berlingske Tidende mandag den 7. marts 2005

Af Stig Fog, generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

NGO-problematik: Den, der betaler regningen, bestemmer menuen. Har de private organisationer skudt sig selv i foden ved at spise uhæmmet af statens hånd? Spørgsmålet er ganske enkelt, hvornår det frie foreningsliv selv siger stop.

HISTORIEN ER lige så enkel, som den er symbolsk. I 1995 var tusinder af verdens NGOer (ikke-statslige organisationer) samlet til NGO-Forum på Holmen i København under Det Sociale Topmøde.

For at understrege deres rolle som civilsamfundets vagthunde havde de danske arrangører fremstillet en plakat, der forestillede en taburet med en hidsig tegnestift midt på sædet. Da daværende udviklingsminister Poul Nielson (S) så plakaten, kommenterede han tørt: “Tegnestiften har jeg også betalt”!

Plakathistorien giver afsæt for at rejse en række principielle spørgsmål om forholdet mellem staten og de private organisationer.

Har de private organisationer i princippet pantsat både deres politiske og økonomiske uafhængighed ved i årevis at modtage for mange tilskud fra staten? Og betragter statsadministrationen de private organisationer som entreprenører, der skal hoppe og danse efter den til enhver tid siddende regerings taktstok?

Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO, lavede for et par år siden en undersøgelse af de frivillige, private organisationers økonomi.

Undersøgelsen afdækkede, at en række organisationer stort set alene fik deres indtægter fra én eneste bidragyder, nemlig staten. Og samlet set var det brede landskab af humanitære, kirkelige og sygdomsbekæmpende organisationer kun i stand til at rejse 40 procent af deres indtægter fra private kilder. Med store variationer organisationerne imellem.

Gennem flere år har spørgsmålet om egenfinansiering på især u-landsområdet været til debat. Danida har i flere omgange gennemgået de store modtagere af statslig u-landsbistand med en tættekam for at måle og veje deres såkaldte folkelige forankring.

Lige så sikkert som amen i kirken har organisationerne forsøgt at afværge et krav om egenfinansiering fra politisk hold med argumenter om, at folkelig forankring var andet og mere end bare evnen til selv at skaffe sig indtægter fra anden side. Det er det naturligvis også.

Men det ændrer bare ikke det helt fundamentale forhold, at flere organisationer har bragt sig i en situation, der for dem er strategisk uholdbar. De er nemlig mere eller mindre i lommen pÃ¥ staten – selv om deres kritik af statens dispositioner lyder højlydt, nÃ¥r politiske beslutninger gÃ¥r dem imod.

Det har måske ikke givet anledning til selvcensur, men kritikkens legitimitet er tvivlsom.

Alt i alt betyder den manglende egenfinansiering, at organisationernes rolle er fundamentalt ændret, og deres funktion som modpol og vagthund over for statsmagten er alvorligt stækket.

Der er flere gode grunde til, at de private organisationer bør arbejde endnu hårdere for ikke kun at stå med hatten i hånden hos skattefar.

FOR DET FØRSTE sikrer en høj grad af egenfinansiering, at organisationen er langt mere økonomisk uafhængig. Det betyder, at foreningen i højere grad kan forfølge de mål, som den folkevalgte ledelse har besluttet, snarere end formålsløst at løbe derhen, hvor statens prioriteter og finansieringsmuligheder nu er.

FOR DET ANDET betyder det, at foreningen i langt højere grad kan sige sin uforbeholdne mening – ogsÃ¥ om regeringens politik.

Sidste sommers debat om Folkekirkens Nødhjælps “Mur i Roskilde”, om Dansk Røde Kors kritik af fangernes forhold på Guantanamo eller Mellemfolkelig Samvirkes opbakning til en moské i Århus afslørede, at selv fremtrædende politikere og flere af dagbladenes lederskribenter hurtigt indtager den holdning, at organisationer, der modtager statsmidler, ikke kan blande sig i politik og må forholde sig neutrale.

Det er dog et synspunkt med en række overvældende konsekvenser.

Parallelt kan det jo kun forstås på den måde,
– at bistandsklienter fremover ikke længere kan stemme til folketingsvalget,
– at de statsstøttede politiske partier kan gemme deres politiske holdninger for sig selv og
– at dagbladene skal ophøre med at skrive politiske ledere.

All den stund de jo alle er offentligt understøttede i form af overførselsindkomster, offentlig partistøtte og direkte statstilskud til dagbladene i form af momsfritagelse og portotilskud. Således er flere politiske partiers indtægter 90 procent finansieret af det offentlige.

Naturligvis skal statsstøtte anvendes til de formål, den er bevilget til. Men at modtagen statsstøtte skulle betyde, at en organisation fratages sine demokratiske rettigheder er dog alligevel for absurd. En privat organisations ret og pligt til at udtale sig om politiske spørgsmål må alene være en sag mellem organisationens ledelse, dens medlemmer og bidragydere.

FOR DET TREDJE sikrer en satsning på at diversificere indtægtsgrundlaget, at organisationen bliver nødt til at kigge sit formål og arbejdsgrundlag efter i sømmene.

Hvis en forening kun er en sammenslutning af “de sidste dages hellige”, kan det være så som så med forandringen og fornyelsen. Simpelt hen fordi foreningens faste forestillinger om, hvordan verden ser ud, sjældent bliver udfordret indefra.

En satsning på nye bidragydere sikrer, at organisationens fundament udfordres til stadighed af mennesker med et andet syn på tilværelsen. Jo flere private midler en organisation indsamler, desto mere gennemsigtig og synlig må organisationen også være.

FOR DET FJERDE sikrer indsamling af egne penge en langt større politisk gennemslagskraft og stærkere offentlig profil.

En række af de store organisationer som Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Ældre Sagen og Danmarks Naturfredningsforening er alene i kraft af deres størrelse en politisk magtfaktor, som det politiske establishment må forholde sig aktivt til. Både deres egenfinansiering og medlemstal er betydeligt større end alle de politiske partiers, og deres medier når flere læsere end de fleste dagblades.

FOR DET FEMTE sikrer privat indsamlede midler opbakning bag de politiske beslutninger, der f.eks. finder sted i Folketinget. Hvis det kan dokumenteres med tørre tal, at befolkningen med kroner og ører har stemt med pengepungen, vil interessen alt andet lige være større for politikere på valg, for at være lydhøre overfor de pekuniære argumenter.

Der er altså mange gode grunde til, at organisationerne ikke alene skal spise af statens hånd. Omvendt er der imidlertid også grund til at kaste et kritisk lys på statens opfattelse af de private organisationers rolle.

Kravene til de frivillige organisationer om professionalisme, regnskaber, revisionsrapporter m.m. har været stigende gennem de sidste mange år. Spørgsmålet er, om det er formålstjenligt at de private organisationer ender med at blive spejlbilleder af den statslige administration?

Er der ikke en pointe i, at de private organisationer kan gennemføre nogle af de frække – men nødvendige projekter og opgaver – som staten af forskellige Ã¥rsager aldrig kan begive sig ind pÃ¥? Uden at organisationerne dermed skal gøres til mini-Danidaer.

Det virker f.eks. betænkeligt, at den danske stat beder private virksomheder om at styrke civilsamfundet i et fattigt u-land eller vælge at gøre det selv med direkte støtte til civilsamfundsaktører.

Hvordan mon vi ville have det, hvis den tyske stat støttede udvalgte foreninger i Danmark, som var i opposition til den danske regering?

Hvorfor skal staten indirekte indføre et egenfinansieringskrav ad bagvejen, når tilskuddet til at administrere de meget bureaukratiske statsstøttede projekter slet ikke står mål med udgifterne? Og at man derfor tvinger organisationerne til at betale for udgifterne med de hårdt indtjente indsamlede midler i stedet?

Næppe, hvad fru Jensen forestillede sig, hendes sparepenge skulle gå til.

Problemet er vel i bund og grund, at der i den statslige forvaltning og blandt ledende politikere er et udbredt billede af de private organisationer som først og fremmest entreprenører, der arbejder på udbudsgivers præmisser.

Det tekniske navn i u-landsmiljøet er “rekvireret bistand”. Her er det staten, der bestemmer målsætningerne og organisationerne, der bliver ringet op og bedt om at løse opgaven.

En opgavedeling, der også kan genfindes på det sociale område, hvor det ligefrem bliver anset for en statsopgave at drive kampagnevirksomhed for at finde “engle” til det frivillige sociale arbejde.

Er civilsamfundet virkelig tjent med statslige NGOer? Hvornår siger det frie foreningsliv selv stop?

DUF-generalsekretær Stig Fog har tidl. været indsamlingschef i Folkekirkens Nødhjælp og formand for indsamlingsorganisationernes brancheorgan, ISOBRO.

——————————————————————–

En bølge af gavmildhed – Kristeligt Dagblad, den 11. januar 2005

Af Stig Fog, tidl. Indsamlingsleder i Folkekirkens Nødhjælp og tidl. Formand for ISOBRO – Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation

Den overstrømmende gavmildhed som danskerne udviser i disse dage overfor ofrene for flodbølgen kan risikere at ende som en våd klud i ansigtet hos både de fattigste og hos hjælpeorganisationerne

I kølvandet på den forfærdelige katastrofe i Asien har en bølge af gavmildhed tilsyneladende ramt danskerne. Millioner af kroner fosser ind hos hjælpeorganisationerne, der samstemmende melder, at de sjældent har oplevet noget lignende. Privatpersoner, virksomheder og medier er som aldrig før optaget af at bidrage økonomisk til hjælpearbejdet – og der er bestemt brug for hver en krone til at afhjælpe de enorme materielle og menneskelige lidelser, som flodbølgen har skabt.

Men hvorfor er det netop denne katastrofe, der får både private og regeringer til i hidtil uhørt omfang at gribe til lommerne og i en blanding af næstekærlighed, solidaritet og politisk opportunisme foreløbigt at love astronomiske 20 milliarder kroner til hjælpearbejdet?

Og hvorfor er det ikke den stille sult i Afrika, hvor der dør et barn hvert sjette sekund af sult – eller aids-epidemien, der lægger hele samfund i ruiner, der i stedet er omfattet af iveren for at komme til at bidrage?

Den ”sexede” katastrofe
Flodbølgen i Asien indeholder alle de elementer, der skal til for at skabe en ”mediebåren” katastrofe, der er forudsætningen for, at gavmildheden blandt politikere og i befolkningen kan blomstre.

For det første er antallet af vesterlændinge, der blev ramt af flodbølgen stort. Ikke alene blev mange dræbt eller såret øjeblikkeligt, men ligeså mange savnes stadig og bidrager på den måde til at forlænge katastrofen i det vestlige mediers optik. Samtidigt har hundredtusinder vestlige turister tidligere besøgt de paradisiske strande på Phuket, der nu er omdannet til et inferno af død og ødelæggelse. Identifikationen med katastrofen og dens ofre er derfor til stede.

For det andet er katastrofen meget visuel. I modsætning til jordskælvet i Bam eller de millioner, der Ã¥rligt dør af malaria, sÃ¥ er der videooptagelser af selve katastrofen, mens den udvikler sig dramatisk. Hjemmesider pÃ¥ Internettet viser ofrene med close up-portrætter, TV bringer igen og igen billederne af tropeparadiset, der pÃ¥ sekunder forvandles til helvedes forgÃ¥rd – og billedet af bølgen, mens den baner sig vej gennem hoteller, biler og veje, fæstner sig pÃ¥ nethinden. Vi kan se katastrofen igen og igen.

For det tredje er ofrene uskyldige. Naturen er ingen herre over. Ved de store indsamlinger i forbindelse med Balkan-krisen i 1999 og til ofrene i Irak 2003 var der stærke politiske undertoner. Og hvem har ikke grebet sig selv i at tænke, at ofrene for de utallige sultkatastrofer i Afrika, mest af alt er ofre for uduelige politikere og korrupte embedsmænd? Nej, flodbølgen ramte mennesker, uanset økonomiske muligheder og politiske tilbøjeligheder, alene fordi, de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Disse tre årsager forklarer, hvorfor pengene nu finder vej til flodbølgeofrene i Asien og ikke til sultne børn i Afrika eller flygtningene i Darfur. Katastrofen er stor, men det vil være absurd at forsøge at måle, om den er større eller mindre end andre katastrofer.

Den menneskelige lidelse kan ikke måles på en fælles målestok. I stedet må vi alene konstatere, nogle katastrofer er mere ”sexede” end andre for medier og dermed også for de organisationer, der skal samle pengene ind – og ikke mindre for de regeringer, der nu deler rundhåndet ud af hjælpen. Selv om de for kort tid siden har skåret ned på hjælpen til de fattigste! Hjælpen til flodbølgens ofre vil jo alt andet lige gå fra de fattige et andet sted, medmindre den samlede u-landsbistand øges. I den sammenhæng kan man jo stille sig selv det interessante spørgsmål, om katastrofen føles værre for en flygtning, der har fået dræbt sin familie af en muslimsk milits i Sudan ,end en fisker, der har fået sit livsværk ødelagt og sin familie begravet i mudder i Indonesien?

Gavmildheden har en pris
Gavmildheden kan måles. Der er i skrivende stund indbetalt over 100 millioner kroner til hjælpearbejdet og indsamlingen til Hjælp Asien vil klart komme til at overstige Hjælp Balkan i 1999, der ellers satte en ny standard for katastrofeindsamlingerne i Danmark. Erfaringerne fra tidligere katastrofeindsamlinger er imidlertid klare.

Jeg husker selv, hvordan vi i Folkekirkens Nødhjælp efter den store indsamling til Kosovo-krisen fik op mod 40.000 nye bidragydere. Vi håbede således, at vi nu kunne overbevise de nye givere om, at der også var andre gode støtteformål end ofrene for krigen. Men vi tog fejl!

Pengene vil alene gå til ofrene for den katastrofe, som medierne rapporterer om. Men de mange tusinde nye bidragydere, der nu strømmer til organisationernes indsamlinger, vil kun i meget beskedent omfang kunne overtales til fremover at støtte andre formål. De forbliver engangsgivere og konverteringsraten til at blive faste bidragydere lav, medmindre organisationerne gør det bedre end tidligere.

Der vil endvidere være en tendens til at de faste bidragydere, som den enkelte organisation har, nu konverterer sit faste, uøremærkede bidrag til et øremærket bidrag til den mediebårne katastrofe. Det kan betyde, at fattige i andre projekter nu indirekte kan komme til at ”betale” for den enorme fokusering, der er på flodbølgeofrene.

Endelig vil den enorme fokusering og iver hos medierne til at bidrage til indsamlingen kunne føre til en negativ spiral, hvor det fremover vil blive sværere for hjælpeorganisationerne at råbe medier og befolkning op, hvis de fremtidige katastrofer ikke i samme omfang som nu opfylder kriterierne om personlig identifikation, levende billeder af katastrofen og ofrenes ubetvivlelige uskyld.

Blandt andet derfor – og som et eksempel på ovenstående – er det fornuftigt, at det stort anlagte DM i indsamling, som skulle have fundet sted i slutningen af januar, nu er udsat til maj, hvor der måske atter er rum for at se andre steder hen end til Asien.

Hjælpeorganisationerne, bidragyderne og medier står overfor en stor udfordring, hvis indsamlingsniveauet til næste år ikke som tidligere skal gå tilbage til ”normale” tilstande og velviljen overfor de asiatiske ofre ikke skal overskygge kommende indsamlingskampagner.

Gavmildheden skal fastholdes
Danskerne er generelt sparsommelige i forhold til at støtte de private hjælpeorganisationer. MÃ¥lt i forhold til bÃ¥de vores nordiske naboer og befolkningerne i den vestlige verden er vi blandt dem, der giver mindst til privat velgørenhed. En undersøgelse foretaget af ISOBRO blandt hjælpeorganisationerne har sÃ¥ledes dokumenteret, at hver dansker Ã¥rligt bidrager med mindre end 400 kroner til samtlige humanitære, sygdomsbekæmpende, sociale og kirkelige organisationer. I alt ca. to milliarder bliver det til. Heraf udgør private virksomheders bidrag beskedne 50 millioner kroner eller godt 2,5 % af det indsamlede beløb. Samles der f.eks. 150 millioner kroner ind til hjælpearbejdet efter flodbølgen vil det sÃ¥ledes udgøre en stigning i den generelle gavmildhed pÃ¥ ca. 7 % – medmindre andre formÃ¥l kommer til se en nedgang i donationerne i løbet af Ã¥ret.

Der er således ikke tale om meget stor stigning i danskernes bidragsvilje, selvom mediernes dækning af deres egne og hjælpeorganisationernes indsamlinger kunne udlægges sådan. I stedet må vi glæde os over, at en stor gruppe af danskere, der ikke normalt støtter hjælpearbejdet, nu er kommet til lommerne. For der er behov for hver en krone, der kan skrabes sammen til hjælpearbejdet.

Forhåbentligt vil de mange nye bidragydere slutte sig til den trofaste skare, der løbende støtter de private hjælpeorganisationer. Så vil de opleve, at det at kunne give er en af de mest berigende oplevelser, man kan komme ud for som menneske. Både i taknemmelighed overfor de muligheder, som tilværelsen har skænket os, der lever i den rige del af verden – men også fordi oplevelsen af at hver krone gør en forskel for et menneske et sted i verden lige her og nu er så stærk. Ikke som en bekræftelse på egen selvgodhed, men som en konkret håndsrækning og et symbol på kærlighed og solidaritet menneske til menneske.

For både ofre, bidragydere og organisationer er det uvurderligt at blive båret frem af en fantastisk velvilje til indsamlingerne. Men der er grund til at overveje om den massive eksponering også kan skabe problemer for fremtidige indsamlinger. For hvis den enorme eksponering som indsamlingerne har fået gratis af medierne skulle have været betalt af organisationerne selv, ville indsamlingerne sandsynligvis hurtigt blive en dårlig forretning. Eksponeringens størrelse er på ingen måde ligefrem proportional med stigningen i indtægterne. Alligevel er det glædeligt at se, at alle står sammen i denne situation uden hensyntagen til annonceindtægter og de sædvanlige journalistiske forbehold.

Udfordringen er imidlertid ikke kun at ride på bølgen af gavmildhed, men sikre at den store interesse her og nu ikke bliver en våd klud i ansigtet på både hjælpeorganisationerne og de fattige næste gang katastrofen rammer.

Det skylder vi flygtningene i Darfur og de aids-ramte børn i Malawi.

——————————————————————–

Det politiserede hjælpearbejde – Berlingske Tidende, den 4. august 2004.

Af Stig Fog, tidligere indsamlingsleder i Folkekirkens Nødhjælp, tidligere formand for ISOBRO. Generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd

En række dagblade har i ledende artikler sommeren igennem beskyldt Folkekirkens Nødhjælp for at “politisere”.

Tidligere har samme ”beskyldning” været rettet mod Dansk Røde Kors, da organisationens generalsekretær ytrede sig om retstilstanden for fangerne på Guantanamo-basen. Og senest er Operation Dagsværk blevet sat under skærpet kontrol af undervisningsministeren, således at Danida fremover skal godkende den samarbejdspartner, som foreningens egne medlemmer har valgt at støtte med en privat indsamling.

Men hvorfor er det problematisk, at en humanitær organisation blander sig i politisk forhold? Hvorfor er det ”at politisere” blevet et skældsord, som man bruger til at gå efter manden i stedet efter bolden, når man er uenige i de synspunkter, som en hjælpeorganisation fremfører?

I befolkningen er der en generel opfattelse af, at hjælpearbejdet skal foregå neutralt. Det er et synspunkt, som imidlertid har mange dimensioner.

Neutralitetsbegrebet stammer fra Geneve-konventionen, som regulerer hvorledes Røde Kors-bevægelsen skal agere f.eks. i forhold til at kunne operere på begge sider af fronten under en krig. Dette neutralitetsbegreb har imidlertid intet at gøre med den form for ”neutralitet”, de fleste moderne hjælpeorganisationer arbejder efter. De er kommet til den erkendelse, at et neutralt hjælpearbejde ikke eksisterer.

Enhver form for hjælp er jo netop en politisk handling, der skal omfordele goderne, fordi den eksisterende politik har slået fejl. Derfor er det neutralitetsbegreb, de fleste moderne hjælpeorganisationer anvender, i stedet koblet til begrebet ikke-diskriminerende.

Det vil sige, at hjælpearbejdet ikke må være diskriminerende i forhold til køn, race, religion, politisk overbevisning eller nationalitet. Samtidigt er hjælpearbejdet jo per definition partisk, idet det tager parti for den svage part – de fattige, de udstødte og de syge.

Det er derfor dybt forstemmende, når flere dagblades lederskribenter sommeren igennem har harceleret over, at hjælpeorganisationerne politiserer. Selvfølgelig gør de det, hvis de tager deres opgave alvorligt.

Skal hjælpeorganisationernes arbejde være det rene hattedame-mageri? Skal seriøst hjælpearbejde bestÃ¥ i hovedløst at uddele madpakker, mens organisationen har lukket øjne, ører og mund – og ser bort fra og tier om de Ã¥rsager, der er til, at folk er i nød?

Læger uden Grænser blev skabt netop på det grundlag, at organisationens medarbejdere havde pligt til at vidne om de overgreb, som de oplevede i deres arbejde.

Tilsvarende har en lang række af de øvrige humanitære organisationer været igennem en udvikling, hvor de fra at være rene leverandører af serviceydelser til de fattige, nu er de fattiges politiske fortaler. Naturligvis baseret på de erfaringer, de som hjælpeorganisationer har fra arbejdet blandt de fattige.

Den udvikling er sket med en voksende erkendelse af, at en række af verdens problemer ikke løses med at blive ved med hovedløst at uddele madpakker, men ved at bekæmpe årsagerne til nød og elendighed. Det er i Mellemøsten, i Sudan og globalt set politiske løsninger, der skal til.

Den samme erkendelse er Danida nået frem til og støtter derfor i stigende grad politisk fortalervirksomhed i u-landene. Og det må være enhver seriøs hjælpeorganisations pligt at gøre befolkning, presse og politikere opmærksom på, at nødhjælp og politiske løsninger hænger sammen. Alt andet vil være at kaste blår i øjnene på offentligheden.

En række lederskribenter – bakket op af bl.a. Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti – har ogsÃ¥ været fortalere for det synspunkt, at sÃ¥ længe en organisation modtager statspenge, sÃ¥ skal den blande sig uden om den politiske debat.

Det er dog et synspunkt med en række overvældende konsekvenser. Skal det så forstås på den måde, at bistandsklienter fremover ikke længere kan stemme til Folketingsvalget, at Dansk Folkeparti og de øvrige statsstøttede politiske partier kan gemme deres politiske holdninger for sig selv – og at dagbladene skal ophøre med at skrive politiske ledere – al den stund at de alle er offentligt understøttede i form af overførselsindkomster, offentlig partistøtte og direkte statstilskud til dagbladene i form af momsfritagelse og portotilskud? Således er Dansk Folkepartis indtægter 90 procent finansieret af det offentlige.

Naturligvis skal statsstøtte anvendes til de formål, som der er bevilget til. Det sørger en skrap og effektiv kontrol fra Danida og Rigsrevision for. Men at modtagen statsstøtte skulle betyde, at en organisation fratages deres demokratiske rettigheder er dog alligevel for absurd. En privat organisations ret og pligt til udtale sig om politiske spørgsmål, må dog alene være en sag mellem organisationens ledelse, dens medlemmer og bidragydere.

Berlingske Tidendes lederskribent skriver den 24. juli, at ”ved at optræde som problemløser trædes der ind på politikernes gebet”. Underforstået – hvis der skal laves politik, så må det være politikerne, der skal lave det.

Det må jo i så fald betyde, at lederskribenten underkender det civile samfunds ret til at blande sig i politiske forhold – en noget bizar demokratiopfattelse, som bliver forstærket af den ledende artikel den 5. juli, hvor der argumenteres for, at ”offentligheden via skatten bare værsgo har at betale til organisationens aktiviteter”.

En interessant påstand i et demokratisk samfund, idet der vel ingen skatteydere er, som via deres stemmeseddel ikke har haft mulighed for at få indflydelse på, om pengene skulle gå til u-landshjælp eller hofteoperationer til naboens onkel?

Konklusionen på sommerens diskussion om det politiske hjælpearbejde er således – hvis man skal tro lederskribenterne – at hjælpeorganisationerne skal blande sig uden om politik, fordi de skal være neutrale, fordi de modtager statspenge og fordi de ikke er politikere. ”At politisere” er et begreb, der kan henføres til sprogets værste gloser og som kan kastes efter dem, man er uenige med.

Men burde det ikke være omvendt?

”At politisere” er for os i Dansk Ungdoms Fællesråd et positivt begreb, som er helt grundlæggende for de idébestemte- og samfundsengagerende børne- og ungdomsorganisationer. Hvis et samfund skal udvikle sig, værdier skal fornys og forsvares, kræver det vel, at så mange som muligt politiserer? At enkeltpersoner, medier og organisationer blander sig og deltager i den offentlige debat baseret på de erfaringer, de gør sig i det arbejde, de står midt i.

Netop af den grund er det mærkværdigt, at lederskribenterne overfalder de hjælpeorganisationer, der erkender, at deres arbejde er kommet til kort, og at der derfor må politiske løsninger til.

I modsætning til lederskribenterne, der ofte baserer deres oplysninger på andre (faldskærms-) journalisters arbejde, så står hjælpeorganisationerne midt i konsekvenserne af fejlslagen eller manglende politik og kan basere deres holdninger på konkrete, håndgribelige erfaringer.

Det er også mærkværdigt, at politisk valgte ledere peger fingre af andre, som blander sig debatten og beder dem om at blande sig uden om. For både politikere og lederskribenter må det fornemmeste ved demokratiet vel være at værne om andres ytringsfrihed, uanset om man er enig eller ej.

Det er jo en kendt sag, at de politiske partier i årevis har haft en medlemstilbagegang, der er omvendt proportional med stigningen i de offentlige partitilskud. Samtidigt har en række af de private organisationer som Amnesty International, Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp haft en stærkt stigende tilslutning og har nu en økonomisk og antalsmæssig opbakning, der er langt større end de fleste politiske partiers.

En række private organisationer har således en folkelig legitimitet, der kvalificerer dem til at deltage med vægt i den offentlige debat. Medlemsbladene udkommer – uden portotilskud – i oplag, der kan konkurrere med de fleste dagblade.

Der er ingen grund til at de private organisationer lader sig kyse af hverken lederskribenter eller politikere. Samfundet har behov for holdninger og meninger, der baserer sig på konkrete erfaringer fra hjælpearbejdet. De fattige har brug for et talerør, der ikke baserer sig på journalistiske prioriteringer eller kortsigtede taburet-dagsordener.

Politik kan ikke overlades alene til politikerne. Det er det for vigtigt til.